End Of The Road...

Min første blog i eget univers (!) blev en kæmpe blog, forstået på den måde, at mange, mange tusind mennesker har læst. Mange har kommenteret den, sendt mig beskeder, mails, ringet til mig, og afstedkommet flere aktiviteter, hvor jeg skal fortælle, hvorfor jeg skrev som jeg gjorde.

Den ubehagelige og misforståede seksualiering af mænd i forbindelse med børn, er tydeligvis et problem, mange af os tumler med.
Og heri lå den vigtigste pointe, at tænke sig at alle os sunde mænd med en seksualitet, som centrerer sig om voksne ligeværdige partnere, skal på daglig basis tænke tanker, som f.eks: Hvad sker der hvis jeg tager den lille pige op på skødet, og trøster hende.
Jeg var i og for sig overrasket over, at de mange daglige tvprogrammer og dagblade ikke fandt plads til at lade mig uddybe mine tanker, men jeres kommentarer og opbakning, bekræftede at jeg har at om problemets rod.
I september skal jeg bl.a til årskongres hos Børns Voksenvenner, som dagligt slås med at få mænd til at melde sig.


Dagens blog skulle egentlig have handlet om min kærlighed til Facebook og min iPhone- ja jeg ved det, ikke lige trendsættende tanker. Men sådan var det nu engang.
Facebook fordi den dagligt giver gode diskussioner, nye venskaber, og masser inspiration til også af og til at forlade computeren.
En aldeles latterlig smøre fra den ellers kloge og spøjse Knud Romer pissede mig aldeles af. Specielt fordi der åbenbart er opstået en helt ny elite herhjemme. Eliten for folk, som ikke er på Facebook, men til gengæld ved alt om, hvorfor os der bruger det dagligt...fra time til time...nårhh ja okay da så hele tiden, er så afstumpede, socialt disfunktionelle og kan vente os dommedag any day.
Det er ikke mit forhold til Facebook. Mit forhold til Facebook er som sagt de gode debatter, de sjove og lærerige links. De mange drillerier, den gode humor, opbakningen, hilsenerne, høfligheden, sprogudvekslingerne, inspirationen til ny mad, musik, film, tøj, osv. Men vigtigst af alt at tage paraderne ned, og udveksle alt det skønne livet også er. Lykkelige studenter, den lækre mad man er nødt til at vise frem, feriebilledet, aftenhimlen, publikum til koncerten man er til....alle de små højdepunkter vi alle har nogle af, men højdepunkter, lykkelige øjebliksbilleder fra det, som kaldes livet. Og som hvis vi ikke husker at stoppe op og reflektere over bare en lillebitte smule bliver til John Lennon citatet: 'Life is what happens to us, while we are busy making other plans'.

Jeg ved godt der findes et Facebook politi, som synes et babybillede eller et bllede af et veltilberedt måltid eller en strandkant er banalt. Men begrebet 'carpe diem' er jo efterhånden også nærmest grinagtigt, fordi vi ser det over røven på så mange kvinder eller på armen hos sidemanden i toget. Men et gør jo ikke selve essensen forkert eller latterlig.
Grib dagen, den kommer aldrig, aldrig igen, og jo livet går hurtigere end du aner, når du er 18.
Alle højepunkterne, alle de lykkelige stunder(eller en del af dem), deler jeg og mine Facebook venner, hvordan kan man overhovedet have noget i mod det?
Og nej Facebook gør os ikke mindre sociale, tværtimod.

Hvor kom iPhonen så ind i billedet for mit vedkommende.
Jamen den er jo bare dejlig! Jeg har aldrig været og bliver aldrig en person, som render rundt med et rigtigt kamera på mig. Men jeg har et kamera i min telefon. Et kamera, som efter to års heftig brug viser sig kun at blive brugt til de smukke,gode, sjove, festlige små øjeblikke i mit liv.
En 'greatest hits' over min uge, måned, år, prøv selv at tjekke dit eget fotoalbum!

Det var forordene, den positive indledning, det blev sgu langt. Nåh men dette er den sidste blog denne side af sommerferien, so let it be.

Bloggens reele budskab kommer fra en ganske ubehagelig oplevelse jeg havde forleden i det ellers idylliske Rungsted. Foran den lokale Superbest på parkeringspladsen så jeg en bil foretage sig underlige, ikke sammenhængende manøvrer, hvor flere biler var tæt på at blive torpederet. Bilen en ældre Toyota blev kørt udelukkende i første gear, hvad motoren ikke lød helt tilfreds med. Og den usædvanlige kørsel blev afsluttet længere nede af parkeringspladsen på tværs af tre pladser! Andre end jeg så på, hvad der måske var et ildebefindende, et barn, en biltyv et eller andet. Ingen gjorde noget, men det gjorde jeg. Bildøren åbnede og bag rattet sad en meget gammel mand, en meget gammel lidt konfus mand. Jeg tog mig sammen, og spurgte respektfuldt, men også bestemt om manden vidste, hvad han havde gang i. Han kom ud af bilen, og virkede ufokuseret. Det blev mumlet, og jeg gentog mit spørgsmål nu også med konstateringen, at hans kørsel ikke virkede betryggende.
Nu fumlede han i lommen, tog sin pung op, og ville sandsynligvis vise mit sit kørekort. Jeg fortalte ham hurtigt, at jeg ikke var fra politiet, heller ikke en myndighedsperson, men at jeg var bekymret over at han kørte bil, ikke mindst i et område med to skoler lige om hjørnet.
Manden så ulykkelig ud og også en smule berørt. Alligevel sluttede han seancen af med at sætte sig ind i bilen,startede den og kørte igen kun i første gear derfra.
Jeg blev sgu lidt paf, nåede at tage registreringsnummeret, men tænkte derefter, hvad skal jeg egentlig bruge det til?
Vil politiet bruge kostbare minutter på at køre ud til manden og 'tjekke' ham, hvis jeg ringer.
Enden på historien er at jeg ikke gjorde noget.
En mand jeg kender var i mellemtiden kommet ud på parkeringspladsen, og sagde lidt henkastet 'sådan noget ser jeg dagligt', altså ældre mennesker, som ikke har hvad der skal til at køre en bil forsvarligt.
Og før I farer i flint. Jeg har den dybeste respekt for mine ældre medborgere. Jeg kender alt til statistikker over, hvilke aldersgrupper der er farligst i trafikken.
Jeg ved at vi heldigvis lever længere og længere, og er sundere i en langt større del af vores liv end tidligere generationer.
Men det ændrer faneme ikke ved, at der findes nogle ældre mennesker derude, som ikke burde køre bil mere. Punktum.
Og lad være med at give mig argumentet med at, at alle danskere skal til årlig test fra deres 74. år. For vær nu ærlige en stor del af disse går op til deres læge gennem mange, mange år, og faker sig igennem. Ligesom der sikkert også er en del af disse læger, som ikke bryder sig om at fælde den endelige dom:
Du er blevet for gammel til at køre bil....hverken mere eller mindre. Det er det du er.

Og jeg forstår dem så udmærket. Det er en rædselsfuld melding, at skulle give et menneske. Rædselsfuld. Ydmygende, nedslående, afsluttende, hæslig. Og jeg glæder mig faneme heller ikke til jeg selv når det stadie(om forhåbentlig en del år)!. Men det er en melding som læger, men i langt højere grad, familien, venner, omgivelserne må være med til at sætte ord.
Hvad med den mand jeg stoppede? Hvor er hans kone henne(måske død, måske har han ikke nogen), hvad med hans børn eller børnebørn? Naboer! Venner? Eller nogle af de mennesker, som og en meget gammel medborger er i berøring med. Hvorfor siger I ikke noget? Hvorfor gør I ikke noget? Hvem har ansvaret? Hvem forsøger vi at beskytte? Skal han køre en lille pige ned ved Rungsted Skole eller stationen, som ligger 100 meter derfra, før vi tager hans bilnøgler og kyler dem ind i en hæk?
Jeg lover hermed at JEG nok skal sige fra og til overfor de familiemedlemmer eller nære venner, som ikke selv skulle være i stand til at kysse livet som bilist farvel.
Masser af os kender til ældre familiemedlemmer, hvor du selv har valgt fra at køre med dem, fordi det virker for farligt. Men vi tillader alligevel, at de triller rundt derude, bare de holder sig i afstand fra mig!

Det er ikke i orden, og som sagt, det var IKKE nemt, at lege bussemand. Jeg havde det skidt resten af dagen, over at give den ældre mand min uforbeholdne mening. Men det er en nødvendig melding, som ikke bare forsvinder, men formentlig bliver endnu mere udtalt i årene, som kommer.

Og mens vi et ved det, for tiden lever vi et samfund, som synes der skal laves regler for alting. Vi må ikke ryge, det er i orden at glo ind på naboen og angive ham, hvis man har på fornemmeren, at han snyder. Men folk, som fik deres kørekort kan lade det ligge i en skuffe i 40 år, for så at finde det frem og sætte sig bag rattet i en...Ford Mustang.
DET er faneme ikke i orden.
Ældre medborgere skal til tjek hos en neutral læge, ekspert og ikke deres gamle huslæge.
Alle bilister skal kunne dokumentere, at de kører et vist antal kilometer hvert andet år(man kan jo have været syg eller bortrejst). Hvor svært kan det være?

Kh.

Dan

P.s. God sommer! Du fortjener det!

0
02 July 2012, 08:47
Print